Smerter

Underlivs smerter

Smerterne kan sidde i lysken, lige over kønsbenet, i lænden og/eller stråle ned I lårene. Smerterne kan være skærende, jagende eller murrende. De kan forværres ved menstruation og ved lang tids sidde. Smerterne kan være konstante eller komme i perioder. De kan sidde I en side eller I begge sider af underlivet. Smerterne kommer ofte fra ”mørbrad” musklen eller ”sekretær” musklen. Begge muskler ligger tæt på underlivet og kan give overnævnte smerter.

Behandling: Jeg kan behandle de spændte muskler samt lære dig at undgå de spænder op igen. Hvad kan du selv gøre? Se PDF nedenfor.

Smerter fra skedeindgangen/vulvodyni/vaginisme

Hvis smerterne sidder i slimhinderne ved skedens indgang, kan de føles brændende, kløende eller sviende. Smerterne kan være konstante eller forekomme i perioder. Måske mærker du kun smerten ved berøring eller ved samleje. Hvis smerten er skærende eller jagende, kommer den med stor sandsynlighed fra musklerne i skeden.

Behandling: Jeg kan behandle dine spændte muskler samt vise dig, hvordan du kan behandle de følsomme slimhinder. En gynækolog kan undersøge og behandle dig for eventuelle sygdomme i og omkring kønslæber, skedeindgang og slimhinden i skeden.

Smerter ved halebenet

Halebenssmerter kan bl.a.  opstå efter en fødsel, fald på halen eller ved konstante muskelspændinger i din bækkenbund. Det er almindeligt, at smerterne kan komme flere måneder efter episoden. Smerterne kan forværres af at sidde i længere tid, samt ved bilkørsel og cykling. Der opstår muskelspændinger i bækkenbunden og i musklerne rundt om bækkenet, når man har ondt ved halebenet. Disse spændinger vil fastholde eller forværre smerterne.

Behandling: Udspænding samt afspænding af muskulaturen. Begrænse unødig muskelspænding i bækkenbund, massage, aflastning af halebenet vejledning i siddestilling. Hvad kan du selv gøre? se PDF nedenfor.

Kronisk muskelspænding i bækkenbunden

Jeg ser ofte at smerter fra mave og bækkenregion, kan give muskelspændinger i bækkenbunden. Mange er ikke bevidst om denne muskelspænding, så en kronisk spændt bækkenbund bliver helt normalt for nogle personer. På et tidspunkt bliver det for meget for bækkenbunden og den begynder at gøre ondt. Bækkenbunden er blevet overbelastet, uden at du er klar over det.

Menstruationssmerter

Det er normalt at have lidt smerter ved ægløsning og under menstruation. Men for spændte muskler i både bækkenbund, “mørbrad” muskel og “sekretær” muskel, kan forværre dine almindelige menstruationssmerter. Massage, udspænding og afspænding vil mindske smerterne. Se PDF nedenfor.

Mænd med smerter i "bunden"

Mænd kan også opleve smerter fra musklerne i underlivet. Årsagen er ofte anspændt bækkenbund. Baggrunden kan bl.a. være tidligere blærebetændelser, betændelse i prostata, overaktivitet i bækkenbunden efter en stor belastning af kroppen eller lang tid i en cykelsadel. Smerterne kan sidde under pungen, lige over kønsbenet eller bagtil omkring haleben og endetarm.

Behandling: Afspænding, massage og udspænding af bækkenbunden, aflastende siddestilling.